Pink Torsdag – Der skal være en mening bag

pinktorsdag

I oktober måned finder du Pink Torsdag herinde. Det er en serie indlæg, som vil blive udgivet i oktober for at øge bevidstheden om brystkræft. De andre “Pink Ladies”, der også kører Pink Torsdag er: Heidi (Ibbyheart.com), Charlotte (Chakalacquer og Skalotteløg) og Eva (EvaK) på deres skønne blogs. Kig forbi, hvis du vil mærke pink power.

Ib skrev vi bør have en mening bag vores indlæg og det har jeg selvfølgelig også. Et overordnet budskab er at dem der har overskud bør støtte kampen mod kræften, for statistikken tæller imod os alle. Et mere underliggende budskab er at jeg selv er pissebange for at lige præcis jeg bliver ramt eller en tæt på og at man derfor selv bør gøre hvad vi kan for at undgå at blive ramt. Statistikken tæller nemlig rigtig meget imod at jeg kan gå fri. Jeg har kendt ganske få som er blevet ramt og derfor er der også en meget stor chance for at kræftens onde øjne kigger frem meget snart og meget tæt på.

Efter jeg fødte i 2012 var det også tid til at få lave et celleskrab, jeg havde skippet nummer 2 undersøgelse da jeg var 26 år… hvorfor aner jeg ikke, yngre og uvidende gætter jeg på? Så jeg havde kun fået foretaget et celleskrab før det da jeg var 23 år. Jeg var til lægen og han sagde der er svar om en uge og den viser sikkert ingenting. Det gjorde den. Der var celleforandringer. Så jeg blev henvist til en gynækolog. Hun lavede et skrab af livmoderen og hun sagde den viser sikkert ingenting. Det gjorde den. Selvfølgelig skal læger ikke male fanden på væggen, men lige der havde jeg altså mistet lidt tiltro til både min læge og gynækolog. Så synes jeg bare de skal lade være med at nævne det, når der nu er en chance.

For der var svære celleforandringer og jeg var nærmest i chok. Chok over at tro jeg måske havde kræft og det var med bævrende læbe jeg kom retur til gynækologen og fik foretaget en kegleoperation. Hun fik så også forklaret mig at jeg altså ikke har kræft, men at svære celleforandringer KAN være et forstadie til kræft, men de kan ikke vide hvilke celleforandringer som udvikler sig til kræft så derfor laver de en forebyggende kegleoperation.

Alt det her skete ca. et halvt år efter jeg havde født, så jeg havde det rimelig svært ved at der skulle rodes rundt dernede igen. Jeg synes jo nærmest ikke jeg var helet endnu. Det var en hård uge med at vente på svaret. Især ventetiden fra jeg kom igennem til at finde ud af om jeg bare kunne nøjes med at få svaret fra receptionisten eller om jeg skulle stilles om til gynækologen. Det skete nemlig sidst da jeg fik at vide der var celleforandringer, så det var et STORT lettelsens suk da hun kom tilbage i røret og sagde alt så fint ud. Tror aldrig nogensinde jeg har følt mig så lettet før.

Er der mon nogen af jer der også har været igennem samme omgang som mig og hvordan var jeres oplevelse af det?

Oktober måned handler jo egentlig om brystkræft, men der er jo alle mulige andre former for kræft, så der skal jo fokus på det hele. Især når chancen for at lige præcis det rammer en selv er så stor. Movember kigger forbi lige om lidt og vi skal se på små skovsnegle hos diverse hipster typer. Dem der altså ikke har det i forvejen 😉 Så husk endelig at støtte op om vores mænners indsamlinger også.

Min indsamling kører også stadig og ja målet nås jo næppe, men bare det at have samlet lidt ind det synes jeg er fedt. Jeg har jo også selv allerede givet 300 kr. inden vi overhovedet startede med indsamlingen, så at kunne bidrage med næsten 1000 kr. er altså rigtig fedt! Så tusind tak til dem der har støttet <3 Hvis i vil støtte kan det ske her eller også trykke på logoet ude i siden 🙂

Movember nails Pink Torsdag - Der skal være en mening bag

Pink Torsdag – Der skal være en mening bag

You may also like

4 comments

  1. Jeg fik på et tidspunkt omkring 33 års alderen en knude under armen og kom hele den ’store tur’ igennem. Dvs. henvisning fra egen læge, ventetid på offentlig hospital og derefter henvisning til privathospital. Hvor jeg fik en scanning og mammografi (av!). Ventiden fra det var overstået og til lægen kunne fortælle resultatet (ca. 1 time, hvor man ventede på hospitalet) var meget lang og jeg nåede at tænke en masse tanker. Heldigvis var det ‘bare’ hormonelt/mælkeknuder og fordi jeg dengang var så tynd, så mærkede man dem lettere. I en lang periode derefter var jeg meget bevidst om, at nyde livet. Nu er jeg mere afslappet omkring det hele…

    1. Ja jeg ved næsten ikke om hvad der er værst, det man kan mærke eller det som man ikke ved er der. Man får vel et kæmpe chok når man opdager så noget. 1 time kunne jeg nok bedre klare end de der hele uger 🙁 Gætter på at man får et wakeup call, som vel egentlig er helt fint og gør man måske tænker lidt mere over det hele. Så det er måske ligefrem sundt for nogen at skulle igennem det. Altså at man opdager at der er ting der måske bliver nødt til at ændre sig. Hvis du kan følge mig?

      1. Ja sagtens… og det er så svært, det med, om det gør ondt eller ej. Min kollega fik forrige år også en knude under armen. Og den gjorde ondt, så alle (inkl. mig) sagde jo, det er ikke kræft, for det gør jo ikke ondt… Det var så kræft og hun er først lige nu blevet færdig med behandling osv.
        Hun købte en rigtig fin ring til sig selv, som ‘reminder’ for at huske at nyde livet lige nu og her 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: