Jeg har lige læst et indlæg hos Sneglcille, som går på hun valgte uddannelsen fra og hvordan og hvorledes hun så er kommet frem i livet. Det gav mig så lidt anledning til at dele min baggrund. Den er nemlig noget lig hendes og jeg er ofte blevet spurgt om hvad jeg har af uddannelse nemlig.
Uddannelse her hos mig består af en 9. klasse. Som jeg knapt nok har bevis på, da jeg ikke har et afgangsbevis, da jeg skulle fortsætte i 10 klasse efter sommerferien. Det gjorde jeg også, men stoppede efter et halvt år. Fik valget at jeg enten selv stoppede eller blev smidt ud. Wow look at me, such a rebel.
Jeg kan faktisk ikke huske grunden til det skete den dag i dag. Men lad mig bare sige det sådan, jeg havde en speciel klasselærer som havde det svært med folk der havde andre meninger end hende. Hvor jeg så var en af dem.
Så jeg stoppede i 10 klasse, jeg var 16 år og hvad skal man så? Jeg arbejdede i et års tid hos Dagbladet Roskilde som en slags piccoline og ellers nød livet og festede lidt(meget). Efter det år startede jeg på Base 4000, Roskildes pænere navn for deres produktionsskole.
Der gik jeg i knapt et år hvor jeg fandt ud af jeg ville da være mediegrafiker(!). Hvilket jeg i dag slet ikke fatter jeg overhovedet startede på. Jeg er så ikke kreativ at det burde være ulovligt. Det gjorde da så også jeg stoppede efter et halvt år på uddannelsen.
Til gengæld fik det mine øjne op for at jeg da egentlig gerne stadig ville lave noget med computere, bare mere med selve computeren og den slags, frem for noget på computeren. Så jeg søgte i 2001 ind på IT-support uddannelsen i på TEC Ballerup (den gang Metalindustriens Fagskole). Den kom jeg søreme ind på og startede på grundforløb der og bestod det og kom videre ind på hovedforløbet.
Der var jeg så heldig jeg fandt en praktik plads, hvilket var nærmest umuligt dengang, sikkert også nu. Det var hos UNI-C i en lille afdeling de havde som lå tæt på Rundetårn i KBH. Desværre var den tidsbegrænset til 3 mdr. og jeg stod dermed og havde skolepraktik i udsigt.
Hvilket dengang bestod i at møde op i en stor hal, sammen med en 30-40 andre og forsøge at aktivere sig selv i 7 timer inden vi fik fri og måtte tage hjem. Det gik da også meget hurtigt ned ad bakke med motivationen og da jeg fik chancen for at komme over i den gruppe som stod for support af skolens udstyr, så tog jeg selvfølgelig den.
Jeg havde lidt fornyet håb der og tænkte at det nok skulle gøre at jeg kunne blive ved ilden og udholde skolepraktikken. Men desværre ikke. I april(mener jeg) 2003 stoppede jeg på uddannelsen, da det simpelthen var for kedeligt og jeg måtte finde på noget andet at lave.
Jeg havde da selvfølgelig søgt praktikpladser mens jeg sad i skolepraktikken, men dengang var IT på arbejdspladsen slet ikke så udbredt som det er i dag. Findes der en arbejdsplads i dag som ikke har en intern support af en art?
Jeg gik så i et stykke tid og lavede ikke rigtig noget, jeg spillede computer og festede med venner. Det var vidst primært det jeg fik tiden til at gå med, det er faktisk lidt svært at huske da det nu er så lang tid siden.
I oktober 2003 var jeg begyndt at snakke med en gut som arbejdede i Sverige hos HP Supporten. Han foreslog muligheden for at jeg kunne få job der og jeg tror ikke jeg har tænkt mig om i mange sekunder før jeg sagde ja til det.
På det tidspunkt har jeg ikke lavet noget ret i lang tid og et eventyr til Sverige, ja hvorfor ikke?
Der arbejdede jeg så i omkring et år inden turen gik tilbage til DK, sammen med min daværende kæreste. Destinationen var Århus da han skulle studere på Universitet der. Jeg er heldig at få et job hos TDC kort tid efter vi var flyttet dertil. Det var som kunderådgiver hos De Gule Sider, så det var ikke ligefrem drømmejobbet.
Men det var en vej ind på arbejdsmarkedet og det er unægteligt nemmere at søge et andet job når man allerede har et. Der gik da heller ikke andet end et lidt under et år, så havde jeg muligheden for rent faktisk at komme noget nærmere support jobbet, da jeg kunne søge en stilling hos TDC Erhverv.
Det havde jeg i godt 7 mdr. men jeg var begyndt at få hjemve og ville gerne hjem til Sjælland og i februar/marts i 2006 flyttede jeg retur til Sjælland uden et job. Jeg søgte på livet løs og endte med at få et job hos ComX’s support.
Kort tid efter fik jeg dog muligheden for at komme retur til TDC Mobil og den chance tog jeg, det var noget kendt og noget trygt ved at komme inden for de rammer jeg nu havde haft i Århus. Her var jeg så i knap et år da jeg desværre så blev opsagt pga. en af TDC’s famøse fyringsrunder. Last one in, first one out.
Det var i Maj mener jeg, så det var op til sommeren og det var egentlig ikke så slemt igen, da jeg røg ud på dagpenge med det samme. Jeg søgte dog jobs, selvom det var et noget andet dagpenge system den gang og jeg nåede heller aldrig at komme rigtig i kontakt med systemet inden jeg havde fundet et job hos Lyreco.
Efter knap 7 måneder fik jeg pludselig en mail om et jobtilbud. Det var i en support. Det var bedre lønnet end det jeg sad med i forvejen og det var ligesom det jeg havde som mål fra starten. Altså den der support. Det lokkede rigtig meget og jeg endte med at sige ja. Her har jeg så været i 8 år i dag. Så man må sige at det var det helt rigtige valg.
Jeg er 33 nu og mange er jo først færdige med deres lange uddannelser der og skal dermed først ud på arbejdsmarkedet der. Måske helt uden erhvervserfaringen. Lige præcis det er hvad der altid har holdt mig ved ilden.
Ja det kan jo godt være jeg ikke har uddannelsen, men jeg har arbejdet med mit felt i nu, næsten 15 år. Hvilket selvfølgelig giver et stort plus på CV’et. Stabiliteten de sidste 8 år gør jeg kan gå ud og få et rigtig godt job til en rigtig god løn. Ikke fordi jeg har lyst til det, men jeg kan godt hvis jeg vil.
∞
Puha det blev lidt langt, men jeg har tit fået det spørgsmål om hvad og hvordan jeg er endt med det jeg laver, netop fordi at folk de hører at jeg kun har 9 klasse. Det var helt rart at få skrevet ned, så kan jeg altid bare henvise her til 😉
Dog vil jeg sige at jeg rigtig gerne ville have en uddannelse. Men omstændighederne den gang gjorde det svært. I dag er jeg virkelig taknemmelig for at dig derude, som jeg var til praktiksamtale med hos random IT firma i 2002 ikke ansatte mig, for så havde mit liv helt sikkert set anderledes ud.
Med alt det skrevet så vil jeg dog stadig sige, at alle bør få en uddannelse. Gerne flere af dem, da det det aldrig skader rent faktisk at have papir på det. Jeg vil også rigtig gerne have en uddannelse i dag og jeg går også tit og pønser på om jeg mon kunne tage noget online undervisning, når jeg alligevel har friuger imellem mine vagter. Nu må vi se om jeg nogensinde får taget mig sammen til det 😛
Er der nogen af jer der måske også sidder i jobs i dag uden at have en speciel uddannelse eller ingen ligesom mig?
Jeg leder i øvrigt efter tips til ferie i Stockholm i mit forrige indlæg, så kom gerne med input hvis i har 😀
6 comments
Jeg har ikke ingen uddannelse, men jeg har rodet rundt… Folkeskolen, derefter gymnasiet (sproglig linje, den kan man ikke bruge til det helt vilde) og lige efter gymnasiet startede jeg på biblioteksskolen. Og fortrød efter halvanden måned. Arbejdede derefter, tog matematik og kemi på gsk, dampede kemi og gik ikke op til eksamen i matematik, overvejede laborant uddannelsen, og søgte ind på sygeplejeskolen. Ingen ved hvorfor.
Gik tre år på sygeplejeskolen, droppede ud, arbejdede igen. Blev kontorelev, og gennemførte uddannelsen i offentlig administration.
Startede på pædagoguddannelsen. Og den er jeg færdig med om halvandet år.
Jeg tror sgu aldrig jeg rigtig finder min hylde…
Håber da du hænger på og finder ud af det er dit fag. Jeg har faktisk tænkt på offentlig administration som uddannelse et par gange, men det lød bare sååå kedeligt, så håber næsten du kan bekræfte det ikke er. Men du har da til gengæld uddannelse på papiret og de tæller altså 🙂
Sejt RijaH!
Jeg har også været fotograf i snart 16 år, og jeg har ingen uddannelse, men har levet af det i 12 år.
Hvor der er vilje er der vej. 🙂
/ Hanne ❤ Hjerte Under Ombygning .dk
-En blog om livet: Kærlighed & nedture, livskriser, tanker, mindset & personlig udvikling
Ja præcis og så længe man ikke sidder på gaden og sulter, så har man vel gjort et eller andet rigtigt? 😀 Tak for din kommentar 🙂
Uddannelsen var okay. Skoleperioderne var hyggelige, og hvis man bare har set nyhederne tre gange i sit liv, kam man sagtens følge med.
Der er ikke den store intellektuelle udfordring, men det var nok også hvad jeg havde brug for på det tidspunkt 😉
Hm og det er netop det jeg føler jeg har brug for.. Altså lidt intellektuelt .. nå jeg må gå i tænkeboks, tak for tilbagemelding 😀