Ja det er ikke mig jeg henviser til, men den der mor der altid er i vuggestuen, børnehaven eller skolen. 

I kender hende godt, for der er altid en, der lige klasker en kage sammen eller holder børnefødselsdag for 30 unger og den slags.

Jeg er langt fra at være den mor. Så jeg er taknemmelig for så nogen findes.

Mit søde barn vil så gerne have legeaftaler, men jeg er bare ikke god til det der med at skulle tage andres børn med hjem, som jeg måske for første gang møder der i garderoben og altså nu skal tage med hjem, i mit hjem, have ansvaret for og sørge for er i hel tilstand til han bliver hentet af sine forældre. 

Altså mit eget barn er mere end rigeligt at have ansvaret for synes jeg.

Magnus spurgte den anden dag om hvorfor jeg ikke ville have han fik legeaftale og sluttede af med at spørge om jeg ikke kunne lide børn?

Av.

Den gjorde altså ondt.

Og jo, jeg kan da godt lide børn, men helst dem jeg kender og det gør jeg altså ikke efter han kun har gået i skole i to uger.

Det var også en af de ting som i mange år gjorde at jeg egentlig ikke ville have børn, for jeg var jo ret sikker på jeg ikke var en børne-person, hvilket også har vist sig at være helt korrekt. Det er jeg stadig ikke og jeg synes det er vildt akavet at snakke med andre børn, både yngre og ældre end Magnus. Mon det nogensinde ændrer sig? 

Jeg ville så gerne have det overskud til, at han får legeaftaler og venner med hjem, men det der overskud er der bare ikke lige nu, der er alt for meget om ørene med huset og ja, sorger, der stadig rumsterer. 

Så jeg ser med gru frem til at der skal snakkes legegrupper på det kommende forældremøde. Lige der ville det være perfekt at kunne trække kortet med, øh ja jeg bor i en 2-værelses så har desværre ikke lige plads til at få otte unger på besøg. Slet ikke når en enkelt ekstra er mere end rigeligt.

Men det er så der de der overskudsmødre forhåbentlig træder til og siger: “Bare send hele banden hjem til mig, gerne hyped på sukker, for det har jeg da ingen problemer med at klare efter min egen 8-timers arbejdsdag.”

Så nu krydser jeg bare fingre for der findes sådan en i Magnus’ klasse. Og han har selvfølgelig også legeaftaler, det er så bare hjemme hos vennen fra klassen… indtil videre.

Der må da også være andre mødre, som har det som jeg, kan ikke forestille mig, alle bare er røget ned i den der “Perfekt mom” rolle minutter efter ungen var ude af hende? (please sig der er det!?)

Har de seneste par dage ryddet endnu mere op, denne gang på mit værelse og jeg føler mig sådan helt i zen, når der ikke kæmpe meget rod omkring mig. 

Hvilket egentlig er lidt mærkeligt, for jeg lægger som sådan ikke rigtig til hvor lidt eller meget rod der kan være. Men det er vel bare tilfredsstillende når man ikke skal se på en bunke rod hver gang man kommer ind i et rum.

Det er også bare helt vildt jeg kan blive ved med at smide ud, men det må næsten være fordi jeg bliver mere og mere kritisk over for mine ting, når jeg har fat i dem og så stiller retur på en hylde, for at tage den frem igen et halvt til et helt år efter, hvor jeg så ikke har brugt den og derfor må den bare ud.

Det er både noget jeg har sådan fanget i et par youtube videoer med at leve minimalistisk(det kommer jeg godt nok aldrig til), men også det med om man føler glæde ved en genstand. Tror dog det originalt kommer fra at rydde ud i ens garderobe. 

“Føler jeg glæde ved den her t-shirt?” Ja behold, nej smid ud! Og den slags.

Det resulterede i hvert fald i, at jeg smed godt fire bæreposer ud med alt muligt, som stadig befandt sig på mine to reoler her på mit værelse. Jeg kan i hvert fald tælle tre gange tidligere, at jeg har ryddet ud i reolerne og også fjernet to-tre store gennemsigtige skraldeposer.

Eneste jeg ikke fatter, er hvor meget lort jeg har. Eller har haft. Nu ser det jo ikke så slemt ud mere. Vel?

(Det der i bæreposerne er noget jeg har sat til salg, så derfor må det stå der indtil det bliver solgt :P)

Jeg læste lige en lageropgørelse ovre hos Skøreliv, der har tre poder. (hun har i øvrigt den skønneste humor, så følger du ikke med endnu, så se at komme igang!) 

Hvilket fik mig til at reflektere lidt over min egen af slagsen. Altså pode.

Eneste pode aka Magnus:
Han er jo lige startet i 0.B på den nærliggende skole. Han er blevet 10 meter højere og den rodløshed og ikke mindst krudt, jeg sådan fornemmede fra ham i sommerferien, er vidst så småt ved at være stilnet og brændt af.

Jeg er sikker på han oplever en masse spændende nyt i skolen, men det er bare ikke til at hive et ord ud af ham når han kommer hjem, om hvordan det er gået i skolen.

Han har glemt det påstår han. Men så er alt som det plejer at være, for det var samme tilfælde i børnehaven. 

Til gengæld er der nu kommet tilbudsfag efter skole. En ret blandet landhandel: kor, capoeira, skak og billedskole. Jeg fremlagde ham tilbuddene og han kunne ikke rigtig tage det seriøst, så jeg sagde vi må nok hellere vente et års tid med det.

Men så kom han hjem igår og sagde at han gerne vil gå i billedskole og så får han selvfølgelig lov til det. Det synes jeg nu også er fint, for han elsker at tegne, så det er oplagt at han vælger det og hvem kan ikke bruge mere kunst fra ens barn?!

Capoeira synes jeg ikke han behøver, for de har kampkunst tre gange om ugen i skolen og lige nu lærer de taekwondo, så der er ingen grund til at blande andet kampsport ind i det. Det er i øvrigt i stedet for idræt at de har kampkunst, da de ikke får idræt på hans skole før i 4. klasse.

Skak tror jeg simpelthen ikke hans hjerne kan koncentere sig om, der er alt for meget krudt i den, til at han skal sidde og tænke over tingene.

Kor grinede han bare fjollet af da jeg fortalte det, så han bliver næppe optaget i Danmarks Drengekor i nogen nær fremtid.

Ellers tror jeg nu han er faldet meget godt på plads og jeg glæder mig sådan til de kommer rigtig i gang med at læse og regne. De har jo lovet han kan læse inden 1. klasse… så de skal vel til og igang? 😂